24-09-2021
Der er selvfølgelig mange nuancer, men groft sagt kan et varelager stige på 4 måder.
- Du har en stigende omsætning, og er nødt til at have flere varer af det enkelte varenummer, for at undgå eller minimere risikoen for at dine kunders bestillinger går i restordre. Hvor mange af os har ikke prøvet at køre til bageren efter ynglings franskbrødet midt på dagen, for at konstatere, at det nu igen er udsolgt flere timer før bagerens lukketid? Sker det for tit, skifter vi bager, og sker det for dine kunder, skifter de leverandør. Derfor er en stigning i dit varelager af denne årsag helt i orden.
- Du vælger at udvide antallet af varenumre. Mange kunder i dag ønsker ikke at have for mange leverandører, og skal de alt for mange steder hen for at købe beslægtede varer, finder de en ny leverandør. Et eksempel kunne være, hvis du ønsker at være full-service leverandør af kontorartikler. Så nytter det ikke, at du sælger printerpapir men ikke printerpatroner. Udvider du dit varelager for at ”gøre dig mere lækker” for dine kunder, er dette selvfølgelig også helt i orden. Nogle af disse varer vil måske stort set skulle sælges til kostprisen, men er det løsningen for at holde på de kunder, der så også køber de varer, du tjener på, er det helt i orden.
- Du køber flere varer af det enkelte varenummer, end du kan sælge. Er det let fordærvelige varer som f.eks. fødevarer, vil de jo skulle afskrives med det samme, men er du urmager, og køber fem ure af hver slags, selvom du ved, at du nok kun sælger et enkelt og i bedste fald to, går det galt. Her kan en løsning selvfølgelig være, at sælge disse overskydende varer til indkøbspris eller lige under i forbindelse med diverse tilbud, f.eks. Black Friday, men mange lader dem bare ligge på lageret. Dette giver en ikke ønsket stigning i dit varelager.
- Du har en automatisk beregning af dit vareforbrug når du sælger, men kostprisen er for lav ift. det du reelt giver for varen. Dermed stiger dit varelager i dit regnskab, men ikke i virkeligheden. Dette er helt galt, og giver et forkert billede af både dit varelager men ikke mindst af dit vareforbrug og dermed dit overskud i virksomheden.
Hvis du ønsker en snak om dit varelager og måden du håndterer dette på, så giv mig et kald på
26 16 98 70 eller send mig en mail på mvk@v-bf.dk
De bedste hilsner
Michael fra Vesterskov Bogføring