17-05-2021
Forbedrede afskrivningsmuligheder
Folketinget har ændret to vigtige regler for afskrivninger.
Grænsen for straksafskrivninger hæves
Den ene er reglen for straksafskrivning af småaktiver. Beløbsgrænsen her var i 2020 på 14.100 kr. og i 2021 var den i første omgang sat til 14.400 kr. Disse grænser har betydning for, hvornår du kan trække en investering fra i din skatteopgørelse med det samme, og hvornår den skal deles ud over nogle år. Denne grænse er ændret til 30.000 kr. for anskaffelser foretaget fra 23. november 2020 og frem.
Afskrivning af større driftsmidler
For fabriksnye driftsmidler er der også godt nyt. Hvis disse er anskaffet i perioden 23. november 2020 til 31. december 2022, kan man nemlig afskrive 116% af investeringen. Reglen gælder kun fabriksnye driftsmidler, men personbiler er ikke omfattet. Det samme gælder driftsmidler der drives af fossile brændstoffer (med enkelte undtagelser). Skatteværdien af det forhøjede afskrivningsgrundlag vil man dog ikke få her og nu men derimod løbende i hele driftsmidlets afskrivningsperiode, hvilket vil sige over mere end 10 år da man bruger saldometoden.
Har I brug for hjælp?
Kontakt mig på 2616 9870 eller på mvk@v-bf.dk
De bedste hilsner
Michael fra Vesterskov Bogføring